Erfaringer fra Disney/Paris

Skrevet - og oplevet af.: Michael Olsen



Netop returneret fra Paris (uge 42) får jeg lyst at øse lidt ud af mine erfaringer – måske kan andre få glæde af dem.

Målet med turen var en kombination af Paris og Disneyland. Inden turen var vi især i tvivl om, hvor vi skulle bo (campingplads) samt hvor mange dage man skulle bruge i Disneyland. Jeg havde også læst en masse om kø’erne i Disney, så det var jeg også lidt spændt på.

Det endte med 5 overnatninger i ”Camping de Paris - Camping du Bois de Boulogne” og 3 dage i Disneyland (2 overnatninger i Disney's ”Davy Crockett Ranch”).

Så her er mine egne – helt subjektive – kommentarer. Håber at andre kan få glæde af dem.

Jeg vil ikke udtale mig om selve Paris. Det er ikke mit speciale. Omkring pladsen, så er den placeret i skoven vest fra Paris. De kloge anbefaler, at man ikke bevæger sig rundt i skoven om aftenen og jeg kan da også konstatere at vi have 2 oplevelser med politi og ambulancer (lige uden for campingpladsen). Når det så er sagt, så ligger pladsen rigtigt godt for besøg i Paris. Det centrale Paris er zone 1 og pladsen er i zone 2, så Mobilis billetter til sølle 2 zoner skaffer dig hurtigt ind og ud af Paris. Der er 4 km. til metroen, men bus 244 går til metroen og der er kun ca. 5 minutter gang fra campingpladsen til stoppestedet. Campingpladsen har også deres egen bus, der kører til metroen. Det koster vist 3 Euro pr. dag og det er helt overflødigt, når man nå har sine Mobilis (metro/bus) billetter.
Campingpladsen er død syg (min mening). Der er hvad der skal være – undtaget hygge. Den er rigtig god, hvis man har brug for et sted at sove (fordi fokus er Paris) og jeg ville ikke vælge den, hvis det var fordi jeg skulle grille eller på en anden måde nyde livet på campingpladsen.
Dermed også sagt, at jeg ville vælge den igen, hvis fokus var Paris centrum.

Så lidt om Disneyland. Vi har autocamper. Der er mulighed for at sove på parkeringspladsen. Det koster 13 Euro pr. nat og der er adgang til toiletter og bad. Vi havde i stedet valg at booke en plads på Davy Crockett Ranch, der er ejet af Disney. Det er en af de pladser, hvor frygtelig kedelige ”mobil homes” er placeret i små øer. Jeg havde 2 argumenter for at vælge denne camping-løsning. For det først, så ville jeg få billetter, der ville give familien (2 voksne, 3 teenagepiger 13/13/15) adgang til Disneyland kl. 8:00 i stedet for kl. 10:00 (hvis man ikke bor i Disneyland) og for det andet var der et vandland på pladsen, som jeg ville glæde børnene med. Det var en dum beslutning. Ingen orkede at gå i svømmehallen efter en dag i Disneyland parkerne. Campingpladsen var kedelig og oftest nåede vil alligevel ikke i Disney parkerne før mellem 9:00 og 10:00. Vi skulle have valgt at overnatte på P-pladsen - alternativt fundet en almindelig campingplads.

Der er 2 parker: ”Disneyland Park” og ”Walt Disney Studios Park”. Hvis man har billetter til flere dage, så har man adgang til begge parker. Jeg havde det indtryk, at den sidstnævnte park var sekundær. Konklusioner efter besøget er, at begge parker er gode. Hos os kom Studio Park ind på førstepladsen (især grundet et par gode rutsjebaner og et stunt-show).

Kø’er i Disneyland? Uge 42 – intet problem. Vi var der torsdag, fredag og lørdag. Der er var meget kø fredag eftermiddag (franske børn med årskort) og lørdag var helt gal. Men på hverdagene var det rigtigt godt. Vi brugte kun ”fast pass” (nogle særlig tidsstemplede billetter, som man kan trække) én gang, da køerne aldrig var mere en 30 minutter. Oftest var køerne på 10-15 minutter. Jeg kan varmt anbefale et besøg på hverdage i uge 42. Jeg kan advare mod weekenderne.

Et godt forslag er at have lidt ordentlig mad i bilen. Parkerne er fyldt med junk food og det er dyrt. Man kommer let til og fra parkeringspladserne.